Mini talent (MT)

Minitalent

Holdet er det første hold du møder, og typisk vil du her komme fra vores svømmeskole, hvor du har lært de basale færdigheder for at klare dig i vandet.

Vi arbejder på dette hold, med teknik og forståelse for vandet, og frem for alt glæde ved vandet.

Her træner man 2 gange om ugen, og vi har en forventning om at man deltager begge gange, fordi vi ved at sammenhold på holdet er en stærk markør, for trivsel.

Og netop trivsel er meget vigtigt for os som svømmeklub, så det at du trives og viser at du synes det er sjovt at gå på minitalent, betyder rigtig meget for alle dine holdkammerater, og for klubben som helhed.

På mintalent deltager vi også i de små begynderstævner hvor det vigtigste er at du og dine holdkammerater har en god oplevelse med stævner.

Det giver sig selv, at stævner er en del af præmissen i konkurrencesvømning.

Begynderstævner er helt ufarlige og det er slet ikke præstationen der vægtes højest, men i langt højere grad det sociale.

 

Alderen på minitalent er 8-10 år

Træningstiden er 2 gange 60 minutter

 

Du bliver udtaget til at deltage på minitalent.

Tilmeld/Læs mere - (2)

Talent (TL)

Her bliver tingene en lille smule mere alvorligt, men stadig er det din trivsel, det sociale og kammeratskabet der vægtes højst.

Der arbejdes videre med de basale færdigheder, starter, vendinger, holdkapper, benspark osv. osv.

På talent bygger vi op mod at kunne træne op til 5 gange om ugen, således at det næste step ikke bliver for svært, eller for stort.

Vi introducerer også øvelser på land der skal stimulere og styrke fysikken, til at passe ind med den gradvist øgede træningsmængde. Vi kalder det dryland, men er i korte træk blot noget gymnastik.

På Talent er der en klar holdning til deltagelse i stævner. Vi deltager i ca 8-10 stævner på årsbasis, hvor et par stykker af dem er med overnatning.

Vi træner også i ferier, og på helligdage hvor der er bedre tid til fordybelse i svømningen. 

Der er også en eller to forlængede weekends som vi nu kalder træningslejr. 

Både stævner og træningslejre er med til at styrke det sociale, og en meget vigtig del af livet i en svømmeklub.

 

Alderen på Talent er 9-12 år (Børnesvømmere)

Træningstiden er 3-5 gange 60 minutter, samt landtræning 

 

Du bliver udtaget til at deltage på Talent, i samarbejde mellem trænerne for de respektive hold.

Tilmeld/Læs mere - (1)

Årgang (AAG)

Årgangsholdet er klubbens 2. hold og er holdet for dem, som har fundet ud af, at svømning er deres sportsgren. 

Som navnet antyder, er Årgangsholdet aldersmæssigt for svømmere, der kan deltage i årgangsmesterskaberne. 

Årgangsholdet træner 5-8 gange om ugen, og trappes gradvist op efter færdigheder og evner. Træningen består også af landtræning, tidlige morgentræninger, og for nogle også styrketræning. Styrketræning er en naturlig del af træningen, og bringes i spil når trænerne skønner det er formålstjenligt. Det samme gælder øgning i træningsmængde, og oprykning til næste niveau.

Der bliver stillet forskellige krav til svømmerne alt afhængigt af, hvor længe man har svømmet på holdet. Vi arbejder videre med udvikling af færdigheder der er lært på de tidligere hold, men nu bærer træningen præg af træning, hvor man lærer om pulstræning, intervaltræning, temposkift, pace osv. osv. samt kostens og søvnens betydning for at blive en endnu bedre svømmer. Det tilstræbes, at svømmere på Årgangsholdet ikke er specialiserede, men træner efter at opnå kravtider til mesterskaberne på medley-distancerne. 

Fremmøde til de planlagte træninger, stævner og træningslejre, er selvsagt vigtigt på dette niveau. Vi arbejder med personlig udvikling, og fortsætter med at bringe det sociale og trivsel i højsædet. På dette niveau går du fra at ”gå til svømning” til at ”blive en svømmer” 


Træningstiden er 5-8 gange pr. uge á 60-120 minutter

Aldersgruppe 12-14 år

Du får tilbudt en plads på Årgangsholdet, når trænerne skønner du er klar til det.

Tilmeld/Læs mere - (1)

Elite (EL)

Holdet er klubbens øverste hold, og her er det fortsat de samme ting som da du startede på minitalent, vi arbejder med. Altså færdigheder, sociale egenskaber og vindermentalitet.

Vi gør det blot i en anden skala, og med mesterskaberne i sigte, hele tiden. Er du nået hertil besidder du det der skal til for at få succes med din sport.

Du har nu svømmet konkurrence i 6-7 år, og lært at træne, nu skal du lære at vinde.

Vi går målrettet efter højeste fællesnævner, men efterlader ingen undervejs.

Du er eller bliver 15 år eller ældre, og er klar til 7-9 vandtræninger om ugen. Styrketræning og landtræning aftales med træneren.

På trods af den massive træningsmængde er det fortsat de dyder vi lærte på minitalent, som hyldes; fællesskab, trivsel, gensidig respekt. Men også at vi bakker op om vinderkulturen og vi støtter hinanden i jagten på personlig succes.

På elite deltager man naturligvis i de tilbudte stævner og træningslejre, i såvel ind som udland.

Oprykning til Elite sker løbende når trænerne skønner det formålstjenligt

Tilmeld/Læs mere - (4)